Hjælp til skat og arveafgifter

Hvis du har mistet din ægtefælle eller samlever og skal arve, kan du her læse om, din ægtefælles eller samlevers skat og hvor meget du skal betale i afgifter af arven.

Din ægtefælles eller samlevers skat

Hvis du mister din ægtefælle eller samlever før I har modtaget sidste års årsopgørelse, skal du (eller en anden arving) sørge for, at eventuelle rettelser bliver afleveret til Skattestyrelsen.

Hvordan eventuel restskat eller overskydende skat bliver opgjort og evt. fordelt afhænger af hvilken skifteform I vælger.

Skattestyrelsen går ud fra, at din afdøde ægtefælles eller samlevers forskudsopgørelse for det indeværende år er korrekt, og derfor vil der oftest ikke blive lavet en almindelig skatteopgørelse for det indeværende år.

Du kan læse meget mere om skat ved dødsfald på SKAT.dk

Retsafgift af arven

Hvis du arver, skal du som udgangspunkt betale en afgift til Skifteretten, når arven frigives.

Retsafgiftens størrelse afhænger bl.a. af, hvilken skifteform I vælger og boets størrelse.

Du kan se en opgørelse over retsafgiften på SKAT.dk

Boafgift af arven

Boafgiften (eller arveafgiften) er en afgift du betaler til staten af arven. Boafgiftens størrelse afhænger af, hvor meget du arver og hvordan du er i familie med afdøde.

Man skal betale boafgift, hvis arvens værdi overstiger værdien af et bundfradrag. Hvis dette er tilfældet, skal man kun betale boafgift af den del af arven, der overstiger værdien af et bundfradrag.

Se den aktuelle sats for bundfradraget

Ægtefæller og registrerede partnere:

Hvis du mister din ægtefælle/registreret partner, skal du ikke betale boafgift.

Samlever med samlevertestamente:

Hvis I har oprettet et samlevertestamente, har I sikret, at I er stillet, som hvis I var ægtefæller med fuldstændigt særeje.

Du skal betale boafgift på 15 pct. af arven, når arven overstiger værdien af et bundfradrag. Du vil, som samlever, også have en særlig køberet til jeres fælles bolig og sædvanligt inventar (fx møbler, elektronik osv.).

Selvom I har oprettet et samlevertestamente, har du ikke har mulighed for at sidde i uskiftet bo.

Øvrige nærmeste familie:

 "Øvrige nærmeste familie" dækker over forældre, børn, børnebørn, personer, der har haft fælles bopæl med afdøde i mindst 2 år, mf. Disse personer skal betale 15 pct. af arven, når arven overstiger værdien af et bundfradrag.

Øvrige arvinger:

Øvrige arvinger betaler også 15 pct. i boafgift af arven, når arven overstiger værdien af et bundfradrag. Når boafgiften er betalt, skal arvingen desuden betale 25 pct. i tillægsboafgift af hele arven (fratrukket boafgiften).

Læs mere om arveregler og afgifter på borger.dk

Få hjælp

Det kan være svært at have overblik over alt det du skal vide og gøre, hvis du mister din ægtefælle eller samlever. Derfor kan det være en hjælp at have kontakt til en advokat.

Det er også en god idé at tage kontakt til din bank, for at få råd og vejledning om din økonomiske situation.

Du kan finde en advokat hos Danske FAMILIEadvokater og Advokatnøglen, der har kontaktinformation på alle advokater i Danmark.

Du kan finde mere information om offentlig retshjælp her.