Sådan vælger du finansielle produkter med bæredygtige egenskaber

Hvis du vil købe finansielle produkter, med bæredygtige egenskaber, så kan du finde gode råd her.

Find ud af hvor vigtig bæredygtighed er for dig.

Før du træffer en økonomisk beslutning, bør du have afklaret, hvilke miljømæssige, samfundsmæssige eller ledelsesmæssige mål, du ønsker at støtte. Sammenlign derefter produkterne, og vælg det produkt, der bedst opfylder både dine økonomiske mål (forventet afkast, risici og omkostninger) og bæredygtighedsmål.

Undgå "greenwashing"

Selvom virksomhederne er forpligtet til at give forbrugerne fair og klar information, kan der være produkter på markedet, der foregiver at være mere bæredygtige, end de er. F.eks. kan en fond foregive at være bæredygtig, samtidig med, at den på den ene side udelukker investeringer i tobak, men på den anden side investerer i kul.

Vær kritisk overfor produktnavnet. At produktnavnet indeholder ord som "grøn" eller "bæredygtig", er ikke en garanti for, at det er bæredygtigt. Undgå at blive vildledt af forkerte oplysninger ved at læseproduktinformationen om de bæredygtige egenskaber og sammenligne dem med andre produkter.

Finansielle produkter med bæredygtige egenskaber indeholder også risici

Finansielle produkter med bæredygtige egenskaber indebærer finansielle risici som alle andre typer finansielle produkter. Husk at sådanne produkter ikke nødvendigvis tilbyder bedre vilkår end traditionelle produkter (f.eks. lavere renter på lån, lavere gebyrer osv.).

Før du investerer dine penge, tegner en forsikringspolice, en pension eller optager et lån skal du altid sørge for at læse alle dokumenter omhyggeligt, og undgå at købe eller investere i noget, du ikke forstår.

Investeringer og livsforsikringer – tag dig god tid

Når det gælder investeringer og livsforsikringer, skal du tage dig god tid til at beslutte dig, og om nødvendigt få yderligere forklaringer fra firmaet eller personen, der kan rådgive dig om produkterne og sælge dem til dig.

Bed om yderligere information, hvis noget er uklart, eller hvis der er noget, du ikke forstår. Husk at banken, fondsmægleren, forsikringsagenten eller en anden virksomhed med en finansiel godkendelse er forpligtet til at spørge ind til dine bæredygtighedspræferencer og give dig relevante oplysninger på en enkel og klar måde.

Du kan f.eks. stille disse spørgsmål:

  • Hvilken forskel er der mellem et produkt med bæredygtige egenskaber og et produkt uden bæredygtige egenskaber?
  • Hvordan kan jeg investere bæredygtigt?
  • Matcher den foreslåede investering/livsforsikringspolice mine bæredygtighedspræferencer?
  • Hvad skal jeg ellers være opmærksom på, når jeg investerer eller vælger en livsforsikring?